Anden milepæl: Halvvejs mod toppen

Den 28. april 2017 inviterede Bitten & Mads Clausen Fond sammen med A. Enggaard til et arrangement for offentligheden, for at fejre at elevatortårnet på Alsik var halvvejs på vej mod de samlede 70 meter.

Når man en dag besøger det færdige Alsik, vil der i elevatorerne kunne vælges mellem etagerne 0-18 i det 19 etagers høje hotel med 190 værelser, tre restauranter og en udsigtsplatform.

Ved udgangen af april 2017 var hotellets elevatorkerne nået op i niende etages højde – ca. 40 meter over jorden. Med stueetagen lagt til betød det, at der var bygget 10 plan over jorden på elevatortårnet. Det var dermed over halvvejs i forhold til den endelige højde.

Det blev fejret den 28. april 2017, klokken 13-15, med en åbning af byggepladsen. Alle interesserede blev inviteret ind i stueplan af hotellet, for at se de områder som i fremtiden vil rumme bl.a. reception og restauranter.

Det tilbud tog 8-900 gæster imod, og aflagde besøg i Alsik. Her blev de budt velkommen af Projektdirektør, John Knudsen, og Projektleder for A.Enggaard, Christian Bak. Rundt i byggeriet var hængt bannere op, som viste eksempler på den færdige indretning i hotellet, og på en endevæg blev der afspillet film af byggeriets udvikling. Mens gæsterne så sig rundt i byggeriet, kunne de nyde smagsprøver på Jesper Kochs gode mad, som vil blive serveret i Alsiks restauranter når de slår dørene op. 

Stemningen blandt de fremmødte var positiv, til trods for et lidt ustadig vejr. Bitten & Mads Clausens Fond glæder sig over den store velvilje og interesse fra byen, og ser allerede frem til at invitere indenfor i byggeriet igen. Det bliver i sommeren 2018, hvor spa'en vil være så færdig at interesserede kan inviteres indenfor. 

Se mere her.

;