Alsik i fuld højde

Rejsegilde for Alsik holdes for håndværkerne den 12. april 2018

Alsik Hotel, Konference og Spa, som opføres på havnefronten i Sønderborg, har nået sin fulde højde. Sidste etage af hotellet bygges færdig i marts/april 2018. Dermed er hoteltårnet 70 meter højt, fordelt på 19 etager inkl. stueetage.  

Rejsegilde fejres for håndværkere og samarbejdspartnere torsdag den 12. april 2018. Efter at hotel og spa har nået deres fulde højde, vil typen af byggearbejde skifte karakter og især ske indendørs. Den store tårnkran forventes nedtaget i maj 2018.  

Sideløbende med rejsegildet planlægges et kommende åbent-hus arrangement for byen, hvor alle interesserede bydes indenfor. Det finder sted i eftersommeren 2018, hvor bygherrer inviterer indenfor i spa’en. Til den tid vil den del af byggeriet være så langt, at man sikkert kan bevæge sig rundt i dét, der bliver Danmarks største spa og wellness.

Hotellet bliver regionens største 4-stjernede konference- og forretningshotel, og opføres i nordisk design med høj kvalitet og værelsesstørrelser over gennemsnittet. Alsik får udover Danmarks største spa- og wellness med inspiration fra ”Nordic Living” også 3 restauranter, og på 16. etage kommer en udsigtsetage der bliver åben for offentligheden.

Alsik er tegnet af Henning Larsen Architects, og vil blive et vartegn for Sønderborg, beliggende i et by- og naturskønt område på havnefronten direkte ved Alssund. 

Byggeriet kan følges på Instagram, hvor der på alsik_conference vises billeder af hotel og spa.

;