Visionen bag byggeriet af Alsik

Fra 2015 til 2019 opføres Alsik hotel, spa og konference på havnefronten i Sønderborg. Historien om det markante byggeri fortælles her.

Visionen
Ideen om et nyt hotel i Sønderborg går langt tilbage. I de tidlige planer var Bitten & Mads Clausens Fond dog ikke tiltænkt en rolle som bygherre. Fonden var til gengæld aktiv i formuleringen af en vision om at udvikle Sønderborg, og skabe rammer for nye aktiviteter og vækst. For at realisere den vision gik Bitten & Mads Clausens Fond i 2006 sammen med bl.a. Sønderborg kommune om at erhverve en tidligere industri-havnegrund på 55.000 m2, og danne Sønderborg Havneselskab. Dermed var rammerne sat for udvikling af en ny og attraktiv bydel i Sønderborg. 

Sønderborg havnefront ligger smukt langs Alssund

Sønderborg havnefront ligger smukt langs Alssund

For at virkeliggøre den nye bydel bad man den berømte canadiske arkitekt, Frank Gehry, om at formulere en masterplan for den tidligere industrihavn. Da Frank Gehry i 2008 kom til Sønderborg og præsenterede sin plan, beskrev den et område sammensat af forskellige bygninger: Kontorbyggerier, lejligheder, hotel og restauranter. Fyrtårnet i denne plan var et stort og centralt beliggende hotel. At det er endt med at blive PFA og Bitten & Mads Clausens Fond der bygger hotellet, er affødt af senere begivenheder. Den dag idag er det dog stadig Frank Gehrys masterplan, der danner grundlag for bebyggelsen af havnefronten på tværs af investorer og bygherrer.

Med de mange nye bygninger på havnen realiseres en ny bydel, som bliver et attraktivt område i Sønderborg med en bred vifte af tilbud, samlet i bygninger med unik arkitektur og høj kvalitet. Placeringen langs vandet ved Alssund giver enestående muligheder. Bydelen integreres i den historiske del af Sønderborg by, og ligger samtidig tæt på Alsion der - på den modsatte side af sundet - rummer både byens moderne universitet og koncertsalen for Sønderjyllands Symfoniorkester.  

Alsik
Frank Gehry's vision om at lade et storslået hotel udgøre en af grundpillerne i den nye bydel, forsøgte man indledningsvist at realisere via private investorer. Da det ikke viste sig muligt, besluttede Bitten & Mads Clausens Fond at sikre en realisering i samarbejde med PFA Pension. Budgettet til Alsik er på over 600 mio. kr. og udføres af Enggaard A/S som totalentreprise.

Som det fremgår af ovenstående har Alsik været mange år undervejs. Det var derfor en dag imødeset med stor spænding, da første spadestik til Alsik kunne tages den 13. november 2015. Billeder fra første spadestik kan ses ved at følge dette link

Alsik - hotel og spa

Alsik - hotel og spa

Layout
Alsik er tegnet af Henning Larsen Architects og vil med sine 19 etager og enestående arkitektur komme til at stå som et moderne vartegn for Sønderborg, placeret direkte på havnefronten ved Alsund i et by- og naturskønt område.

Det smukke hus tager i sin arkitektur udgangspunkt i området ved Sønderborg og Alsund, der snor sig mellem skråninger. Det landskab går igen i hotellets to høje bygninger, som mødes i et lavere punkt, hvorfra man kan bevæge sig ud på terrasser og opholdspladser. 

Teglsten i moderne tolkning

Teglsten i moderne tolkning

HLA

Facaden på Alsik er en moderne tolkning af de gamle teglstenshuse i Sønderborg by. Lige som med teglsten, er Alsik bygget af elementer der på den ene side er ens, men som kan varieres og sættes sammen på mange måder. Det er elementer som skifter karakter, afhængig af hvilken afstand man ser dem fra. På lang afstand vil Alsik stå som et monument, men fokus ændrer sig jo tættere man kommer på. Fra monument til bygning, fra bygning til etage, og fra etage til værelse. Helt tæt vil man kunne skelne hvert enkelt vindue og facadeelement.  

Indhold
Alsik bliver et 4-stjernet hotel, som i kraft af sine tilbud, kvalitet og nordiske stil vil tiltrække forretningsgæster, turister og lokale. Hotellet får 190 store værelser, konferencefaciliteter til 450 personer, 3 restauranter og en hotelbar. Dertil kommer Danmarks største spa- og wellness med 50 forskellige attraktioner. På hotellet kommer der i 64 meters højde en udsigtsetage, som er åben for offentligheden. Herfra vil man som tilskuer få en unik panoramaudsigt ud over det naturskønne Sønderborg. 

Se billeder af det fremtidige hotel her:

Visualiseringer af Alsik