fredag den 4. oktober 2019 12.09

CIE er indviet

Et fyrtårn for energieffektiv teknologi er åbnet i Sønderborg

Den røde snor klippes til CIE

Den røde snor klippes til CIE

Sønderborg Kommune

CIE projektet har været en fornøjelse at være bygherre på. Opførelsen er forløbet helt efter planen, både i forhold til tid og økonomi. At uddannelsen også er kommet godt fra start, med god søgning fra de studerende, der nu kan tage huset i brug, håber jeg de får både stor gavn og motivation af. Jeg glæder mig meget til at følge de ingeniører, som vi nu også kan uddanne i Sønderborg.

Peter M. Clausen, Formand for Bitten & Mads Clausens Fond

Torsdag d. 3. oktober blev Center for Industriel Elektronik (CIE) i Sønderborg officielt indviet. Byggeriet er opført af Bitten & Mads Clausens Fond og Linak, og bliver hjemsted for forskning, innovation og uddannelse af elektronikingeniører.

Centret imødekommer den regionale efterspørgsel på ingeniører, og er resultatet af et unikt samarbejde mellem erhvervsliv, universitet, region og kommune.

Et partnerskab der giver mening

Region Syddanmark har en stærk koncentration af virksomheder inden for energieffektivisering, ikke mindst i området omkring Sønderborg. Energiteknologi står for næsten 18 procent af den samlende danske vareeksport. Men virksomhederne fattes ingeniører - især inden for elektronik, mekatronik og it. Derfor giver det mening at uddanne ingeniørerne i Sønderborg. Netop dér, hvor der er brug for dem.

De fem partnere - SDU, LINAK, Danfoss, Region Syddanmark og Sønderborg Kommune - har tilsammen investeret over 230 millioner kroner i det nye center, der indeholder faciliteter på internationalt topniveau. 

Forskning i verdensklasse
CIE har ansat en forskergruppe, som kan gøre centreret til virksomhedernes forlængede forsknings- og udviklingsafdeling via aktiviteter, der fremmer udviklingen af nye banebrydende løsninger. Ved at give industrien for energieffektivisering et løft, kan virksomhedernes styrkeposition fastholdes og deres fortsatte vækst sikres. 

CIE er allerede indlemmet i flere internationale netværk, og arbejder bl.a. tæt sammen med en stor spiller fra bilindustrien. Her bruges forskernes ekspertise til at udvikle komponenter, der gør elektriske biler endnu mere effektive og klimavenlige. Forskningen på CIE falder derved godt i i tråd med FN’s 17 verdensmål. 

Med indvielsen af CIE træder SDU et afgørende skridt nærmere på at realisere målsætningen om mere forskning og uddannelse i Sønderborg. I fællesskab med vores partnere har vi hermed taget et stort ansvar for en mere bæredygtig udvikling, både for den grønne dagsorden samt bæredygtige byer og lokalsamfund.

Henrik Dam, Rektor for Syddansk Universitet

De studerende strømmer til
På trods af at den officielle indvielse først lige har fundet sted, er over 50 studerende allerede begyndt på de nye elektronik-uddannelser. I løbet af de næste fire år forventes det, at 110 personer er påbegyndt, eller har afsluttet, uddannelsen som ingeniør inden for elektronikområdet.

Se en film om uddannelsen, ved at følge dette link til Region Syddanmarks LinkedIn:

CIE uddannelsen

 

Seneste nyt