tirsdag den 26. november 2019 08.27

Den gyldne Ambolt til fondens formand

Jydske Vestkystens erhvervspris 2019 til Peter Mads Clausen

Prisen består af en gylden ambolt med hammer og et gavekort

Prisen består af en gylden ambolt med hammer og et gavekort

BMC fonden

Mandag den 25. november modtog Peter Mads Clausen Den Gyldne Ambolt 2019, som er JydskeVestkysten erhvervspris.

Den Gyldne Ambolt

Det er 35. gang prisen uddeles, og den er tidligere givet til andre stærke virksomheder og erhvervsledere i landsdelen. Blandt andet har Jørgen Mads Clausen modtaget den i 2005, mens han var koncernchef for Danfoss. Også repræsentanter fra Ecco, Sydbank, Lego og Fuglsang har modtaget prisen.

Den Gyldne Ambolt uddeles til en person, eller gruppe af personer, der på særlig fremragende måde har taget initiativ, eller vist en sjælden virkelyst i landsdelens erhvervsliv, til gavn og glæde for samfundet. 

Peter Mads Clausen var både beæret og glad for overrækkelsen af den fine pris.

Det betyder altid lidt ekstra, når man modtager en uventet anerkendelse. Og det var denne - fuldstændig uventet. Det er en ære at komme i så fint selskab.

Peter Mads Clausen, Formand Bitten & Mads Clausens Fond

Udover sit virke som formand for Bitten & Mads Clausens Fond, modtog Peter Mads Clausen prisen for, i løbet af sit erhvervsliv, at have opnået flotte resultater i Danfoss og via sit engagement i flere iværksætter-virksomheder. 

JydskeVestkystens chefredaktør Mads Sandemann sagde bl.a. i sin tale:

Selv om du er anden generation i en af Danmarks største virksomheder, har du ikke kun koncentreret dig om udviklingen af den veletablerede koncern, Danfoss. Du har bevaret den iværksættertrang, der også kendetegnede din far. Noget du brænder for er udviklingen af Als og Sønderjylland. Denne landsdel skal være attraktiv at leve, arbejde og bo i, og med det strategiske sigte har BMC i dine 20 år som formand investeret et milliardbeløb i mange små og ikke mindst store projekter.

Mads Sandemann, Jydske Vestkysten

Han nævnte desuden Peter Mads Clausens mange og store investeringer i en lang række syddanske teknologivirksomheder, samt en række af de mange projekter som fonden har stået bag i hans formandsperiode: UdviklingsRåd Sønderjylland, SønderjyskE, Alsion, Project Zero, Universe og Sønderborg Lufthavn.

Blandt de andre talere var Sønderborg borgmester, som Peter Mads Clausen har haft - og har - et tæt samarbejde med, omkring blandt andet Sønderborg havnefront og det fremtidige ferieresort på Nordals.

Erik Lauritzen understregede i sin tale, at ingen i området kan være i tvivl om, at det er fortjent at Peter Mads Clausen fik denne pris. "Du har gjort noget helt specielt" sagde Erik Lauritzen, som selv var med til at udnævne Peter Mads Clausen til æresborger på hans 70-års fødselsdag i september.

Også Erling Duus, formand for industrigruppen i Sønderborg, holdt en tale for prismodtageren. Han sagde bl.a.:

De store projekter, som vi alle kender, er meget synlige specielt her i Sønderborg. Det være sig uddannelse eller infrastruktur eller turisme. Du er altid klar når der melder sig en god idé. Nogle gange alene og andre gange sammen med andre. Men jeg er sikker på, at mange frivillige foreninger også gerne vil give dig en Orden. De har ingen Ordner. Men de har et varmt håndtryk og kan sige tak med øjnene. Mange af de små foreninger, som du med et stort hjerte har støttet, kan komme videre med at hjælpe andre.

Erling Duus, formand for industrigruppen i Sønderborg

Læs mere om prisoverrækkelsen, og se billeder fra dagen, på Jyske Vestkystens hjemmeside ved at følge dette link:

Jyske Vestkysten

Seneste nyt