tirsdag den 10. oktober 2023 12.00

International pris til ProjectZero

Partnerskabet hædret

Sønderborg danner rammen om et prisvindende partnerskab

Sønderborg danner rammen om et prisvindende partnerskab

Peter Bjerke

I konkurrence med flere end 50 deltagere fra hele verden, modtog Sønderborgområdets ProjectZero sent i går aftes World Economic Forums udmærkelse for offentligt-private samarbejder i byer.

WEF

World Economic Forum er en uafhængig international organisation, som har til formål at forbedre verdens tilstand via offentlig-privat samarbejde.

Siden 2007 har Bitten & Mads Clausens Fond sammen med kommunen, virksomheder, borgere, forsyningsselskaber og institutioner arbejdet for et CO2-neutralt Sønderborg i 2029. Det er sket i regi af ProjectZero, og igår aftes blev partnerskabet belønnet med World Economic Forums (WEF) udmærkelse for offentligt-private samarbejder i byer.

Udmærkelsen - Public-Private Collaboration Award - blev overrakt ved WEFs Urban Transformation Summit i Detroit, USA. Rick Sporrer, som er President of the North America Region i Danfoss, tog imod prisen på vegne af ProjectZero.

Rick Sporrer, President of the North America Region, Danfoss modtog prisen på vegne af ProjectZero

Formel for alle
Siden ProjectZeros begyndelse i 2007 er Sønderborgområdets energirelaterede CO2-udledning reduceret med 57 procent, svarende til en besparelse på omkring 400.000 tons CO2, og der er yderligere 300.000 tons at reducere, inden man er i mål i 2029.

Fondens direktør og bestyrelsesformand i ProjectZero, Lars Tveen, understreger at de løsninger der er fundet i Sønderborg kan bruges alle steder: 

Med ProjectZero har vi via et stærkt samarbejde nedbrudt de siloer, der stod i vejen for at lykkes med den grønne omstilling. I Sønderborg har private og offentlige aktører fundet den formel, der i prioriteret rækkefølge sikrer, at vi først energieffektiviserer. Dernæst sørger for at den producerede energi genbruges, og endelig dækker behovet for ny energi med vedvarende løsninger. Den formel reducerer omkostningerne mod CO2 neutralitet med 50% - og det er en formel, der kan bruges alle vegne, af alle.

Lars Tveen, CEO Bitten & Mads Clausens Fond og bestyrelsesformand i ProjectZero.

ProjectZero

ProjectZeros opskrift går ud på at skabe et sammenhængende energisystem bygget på de tre nøgleprincipper; energieffektivitet, sektorintegration og grønne energikilder. De forskellige energikilder og sektorer bindes sammen i et fleksibelt, digitaliseret netværk, der blandt andet muliggør, at huse kan opvarmes med overskudsvarme fra lokale virksomheder og at elbiler lades op, når der er mindst pres på energiforbruget. Data sikrer, at energien udnyttes så effektivt som muligt.

Borgmester Erik Lauritzen er meget tilfreds med den flotte pris og siger: 

Det er en stor glæde at være borgmester for en kommune, hvor vi virkelig forstår at stå sammen og samarbejde på tværs for at skabe resultater. Derfor er jeg særlig glad og stolt over, at det netop er vores stærke partnerskab, som prisen fra World Economic Forum anerkender. Samarbejdet er nøglen til, at vi lykkes med at nå nullet i 2029

Erik Lauritzen, Borgmester i Sønderborg Kommune

Fremskynde klimaindsatsen
Netop det faktum, at ProjectZeros model er let at skalere og tilpasse til andre byer, og dermed kan bruges som en direkte inspirationskilde, er en af de grunde, som World Economic Forum har lagt vægt på i udvælgelsen. Det fortæller Jeff Merritt, der er leder af World Economic Forums Center for Urban Transformation:

ProjectZero giver en model for, hvordan den offentlige og private sektor kan gå sammen om at levere på store og modige ambitioner, som ellers ikke ville være mulige. Ved at anerkende denne verdensledende indsats håber vi at opmuntre og inspirere andre byer til at følge trop og skabe nye partnerskaber for at fremskynde klimaindsatsen

Jeff Merritt, Leder af WEF Center for Urban Transformation

Læs mere om ProjectZero på deres hjemmeside, ved at følge dette link:

ProjectZero