3. september 2018 14:59

3.400 gæster til Alsik

Den 2. september var der åbent hus på byggepladsen

Der var lang kø, for at komme ind i Alsik

Der var lang kø, for at komme ind i Alsik

Per Franson, AlsNyt

Første spadestik blev taget i november 2015, og udvendigt står regionens største hotel - og Danmarks største spa- og wellness-område - nu næsten færdig. Indvendig er Alsik dog stadig en byggeplads, hvilket kunne tages i øjesyn da der for tredje gang var åbent hus, denne gang på en søndag for at give endnu flere mulighed for at lægge vejen forbi. Og det var der mange der gjorde: I smukt solskin og stille vejr, kom der 3.400 lokale borgere på besøg.

Se billeder fra dagen her

Det blev sidste gang inden åbningen af hotellet, at offentligheden fik mulighed for at besøge byggeriet . Om ganske kort tid tager indretningsarkitekterne fat på at gøre huset færdigt indvendigt, og de får travlt frem mod hotellets åbning i foråret 2019.

Til åbent hus kunne alle besøgende til gengæld i eget tempo følge en afmærket rute rundt på i Alsik. Ruten startede ved indgangen til spaen og sluttede ved hotellets lobby. Den førte de besøgende rundt i stueplan og på første etage i både spa og hotel. 

I hotellets lobby var der mulighed for at deltage i konkurrencer om hotelophold, spabehandlinger og restaurantbesøg. Vinderne af konkurrencen er offentliggjort på hotellets hjemmeside alsik.com.

Et andet tilbud var en jobbørs, hvor interesserede kunne få et indblik i de stillinger, der skal besættes, når Alsik åbner til foråret. Der bliver brug for mindst 110 medarbejdere til hotel, restauranter, konference- og selskabsfaciliteter samt spa-område. 

Direktør for Alsik satser på lokal arbejdskraft:

”Vi er stolte af at være en del af Sønderjylland, og glæder os til at præsentere vores gæster for den særlige kultur og historie, der er i området. Vi tror på, at de bedste ambassadører for regionen og Alsik er i lokalområdet. Derfor er vi glade for at se, hvor mange der lagde vejen forbi vores jobbørs og spurgte ind til de mange jobmuligheder hos Alsik”. Direktør for Alsik, Irmela Heinsius

Med sin størrelse, mange faciliteter og høje kvalitet vil Alsik løfte Sønderjyllands turisme- og konferencepotentiale, men det kræver dygtige hænder. Og de må meget gerne være lokale.