11. april 2018 12:58

Rejsegilde for 18 etager

Alsik er oppe i sin fulde højde

Alsik ligger ned til Alssund i Sønderborg

Alsik ligger ned til Alssund i Sønderborg

Tue Schmidt Rasmussen

Alsik Hotel, Konference og Spa, som opføres på havnefronten i Sønderborg, har nået sin fulde højde. Sidste etage af hotellet bygges færdig netop nu. Hoteltårnet er dermed 70 meter højt, fordelt på 19 etager inkl. stueetage. Under jorden er yderligere en fuld etage, i form af en kælderetage med personaleomklædning, lagerplads og teknikarealer.

Første spadestik til hotellet blev taget den 13. november 2015. 28 måneder senere fejres rejsegilde: Torsdag den 12. april 2018. Det sker ved et arrangement for håndværkere, rådgivere og samarbejdspartnere, hvor der sædvanen tro er taler og servering af pølser. Rejsegildet holdes i hotellets stueplan, hvor en fremtidige hotelrestaurant, bar og reception komme til at ligge med udsigt til Alssund.

Alsik åbner dørene for hotelgæster i marts 2019. Efter at hotel og spa har nået deres fulde højde, vil det meste byggearbejde fremover ske indendørs. Det gør det sværere at følge de mange fremskridt udefra, men indendørs kommer hotelværelser, køkkener og spa-oplevelser til gengæld tættere på deres endelige udtryk for hver uge der går. Allerede nu er håndværkerne i gang med at lægge gulve, sætte fliser op og lave nedhængte lofter på de nederste etager – alt imens der støbes beton og forberedes installationer på de øverste. 

Åbent hus

Sideløbende med rejsegildet planlægges et kommende åbent-hus arrangement for byen, hvor alle interesserede bydes indenfor. Det finder sted i eftersommeren 2018, hvor bygherrer inviterer indenfor i spa’en. Til den tid vil den del af byggeriet være så langt, at man sikkert kan bevæge sig rundt i dét, der bliver Danmarks største spa og wellness.

Alsik bygges af PFA Pension sammen med Bitten & Mads Clausens Fond, og er del af byens planer om at realisere en moderne havnefront i Sønderborg: Fra industrihavn til en ny levende bydel. Den samlede investering i Alsik er mere end kr. 600 mio.

Hotellet bliver regionens største 4-stjernede konference- og forretningshotel, og opføres i nordisk design med høj kvalitet og værelsesstørrelser over gennemsnittet. Alsik får desuden Danmarks største spa- og wellness med inspiration fra ”Nordic Living”. I alt 3 restauranter i hotellet vil kræse om gæsterne, og på 16. etage kommer en udsigtsetage der bliver åben for offentligheden.

Alsik er tegnet af Henning Larsen Architects, og vil med sine 19 etager og enestående arkitektur blive et vartegn for Sønderborg, beliggende i et by- og naturskønt område på havnefronten direkte ved Alssund. Projektet skal skabe synergi mellem forretningsgæster i hverdagen og turister i weekenden, og bl.a. gøre det muligt at tiltrække store konferencer og events til Sønderborg. 

Byggeriet af Alsik kan følges på Instagram, hvor der på alsik_conference løbende lægges billeder op der viser, hvordan hotel og spa skrider frem.