fredag den 9. september 2022 12.00

Flyv med over Byens Havn

En virtuel tur til den nye bydel

Luftfoto af Byens Havn

Luftfoto af Byens Havn

Sønderborg Kommune

"Rom blev ikke bygget på en dag", siger man. For at gennemføre store projekter skal der tålmodighed og vedholdende arbejde til. 

Det ved vi i Sønderborg, hvor der er gået 14 år mellem offentliggørelsen af Frank Gehrys Masterplan for Byens Havn og den nye bydel, som siden da er skudt op i Sønderborg. 

Masterplanen lå færdig i 2008, men dens realisering blev i første omgang forsinket af finanskrisen som fulgte lige efter. De første huse i Byens Havn stod derfor først klar til indvielse i 2013, hvilket kun gør det endnu mere imponerende at der idag - 9 år senere - er en næsten fuldstændig bydel på de arealer, hvor byens gamle industrihavn tidligere lå.

Der er faktisk kun en enkelt grund tilbage i den oprindelige Masterplan, som endnu mangler at blive bebygget. Her vil der i en forhåbentlig nær fremtid blive bygget lejligheder i et 14-etagers byggeri. 

Frank Gehrys tanker er blevet holdt i hævd hele vejen, og hvert eneste byggeri i hans plan er udført i overensstemmelse med det formål, og i den højde, som han angav. Efterhånden som Byens Havn er skudt op, er der dog blevet suppleret med andre byggerier, som ikke indgik i den oprindelige model fra 2008. Det er byggerier som er kommet til, fordi de bidrager til en god og sammenhængende bydel. Det drejer sig f.eks. om Alssund-kollegiet, Havnens P-hus, Passagen og det total-renoverede kaserneværksted: Sergenten. På den modsatte side af Alssund er Syddansk Universitet blevet udvidet med et Center for Industriel Elektronik.

Der er meget at fortælle, men ofte taler billeder stærkere end ord.

Klik derfor på videoen herunder og få en virtuel tur rundt til de mange byggerier omkring Alssund og Byens Havn.

Seneste nyt