torsdag den 16. januar 2020 14.59

Fonden overtager P-hus i Byens Havn

Fremover to timers gratis parkering

Havnens P-hus med gangbro over Nørre Havnegade

Havnens P-hus med gangbro over Nørre Havnegade

Sønderborg Kommune

Bitten & Mads Clausens Fond har via selskabet BMC Ejendomme købt Havnens P-hus, og har i den forbindelse indgået aftale med APCOA PARKING om drift og administration. Det træder i kraft fra den 22. januar 2020.

Som oplyst i forbindelse med offentliggørelsen af købet, betyder overtagelsen at der fra januar 2020 indføres betalingsparkering. Ligesom i Borgen er de to første timer dog gratis, hvorefter der opkræves 12 kr. pr. påbegyndt time. Det er vigtigt fremover at stille sin p-skive, da det vil være tidspunktet på den som afgør, hvornår en parkering er startet. 

Fakta om APCOA

APCOA blev stiftet i Danmark i 1995 og er en del af APCOA PARKING, som er Europas største parkeringsselskab, repræsenteret i 13 lande og administrator af 9.000 parkeringsarealer i Europa. APCOA administrerer i Danmark 1.500 p-anlæg, blandt andet parkeringshuse og -kældre i Axel Towers og Carlsberg Byen i København, Lyngby Storcenter, Odense P og Salling i Aalborg. APCOA har samarbejdsaftaler med blandt andre Tivoli og BroBizz. Læs mere på www.apcoa.dk

Betaling for parkering kan enten ske via en betalings-app på telefonen, eller ved en af de opstillede betalingsautomater. Automaterne er placeret ved de to ind/udgange og i gangbroen. Det er muligt at stoppe sin parkering før tid, så har man på forhånd betalt for fire timer – hvoraf de første to er gratis – og kun får brug for at parkere i tre timer, stopper man nemt sin parkering og betaler dermed ikke for den fjerde time. Betaler man for sin parkering via en app, er det desuden muligt at forlænge sin parkering elektronisk. 

BMC Ejendomme ønsker at gøre Havnens P-hus til et sted, hvor alle kan parkere trygt på alle tider af døgnet. Derfor er det besluttet at integrere videoovervågning i bygningen, ligesom der vil være runderinger af vagter døgnet rundt.

Dæk nummer 2 og 3 i P-huset vil fremover være reserveret til overnattende gæster på Alsik. Fra dæk 2 kan man gå ad den offentlige bro over Nørre Havnegade. 

For mere information om APCOA , følg dette link:

APCOA PARKING

Seneste nyt