Ved havnefronten i Sønderborg tages i dag første spadestik til Kongebrohuset, som kommer til at indeholde 28 eksklusive ejerlejligheder, og bliver nabo til Steigenberger Alsik Hotel & Spa og Videnshuset.
Navngivning
Navnet Kongebrohuset kommer af, at huset ligger lige ud for den gamle Kongebro, der efter genforeningen i 1920 blev brugt som anløbsbro for Kongeskibet.
Lejlighederne bygges af Bitten & Mads Clausens Fond sammen med A. Enggaard A/S, og vil være boliger med høj kvalitet på en placering, hvis lige ikke findes for ejerlejligheder i Sønderborg. Med placeringen i Byens Havn kommer lejlighederne nærmest til at ligge ”i vandkanten”, og får dermed frit og flot udsyn til Alssund. Alle lejligheder har rummelige altaner vendt mod Alssund, og lejlighederne på de øverste etager har også private tagterrasser med væksthuse, udekøkken og ”hot tub”.
Per Have, CEO i Bitten & Mads Clausens Fond, er glad for at byggeriet nu går i gang:
”Dette projekt har været undervejs et stykke tid. Vi rammede pæle allerede inden Alsik åbnede i maj 2019, for at genere hotel- og spa-gæster mindst muligt. Det forløbne år har vi brugt tiden på at beslutte kvalitet og indretning, som i dette byggeri skal være ud over det sædvanlige. Forhåndsinteressen for lejlighederne er utrolig stor, og med 28 lejligheder indenfor varierende størrelser vil de tiltale en bred målgruppe”.
Per Have, CEO
Bag byggeriet står også A. Enggaard A/S, som bl.a. har været totalentreprenør på Alsik og også håndterer udvidelsen af Videnshuset. Kongebrohuset opføres i et selskab stiftet ligeligt mellem Bitten & Mads Clausens Fond og A. Enggaard A/S, kaldet BMCAE A/S.
Asger Enggaard selv er stolt af de projekter, han har været med til at realisere i Sønderborg over de sidste år:
”Det er utroligt spændende, at være del af udviklingen i Sønderborg. Som entreprenør er jeg stolt af, at have bygget så forskellige bygninger som Borgen, Alsik, Videnshuset og nu også snart Kongebrohuset. De er alle unikke, og eksempler på den bredde vi i virksomheden kan varetage når det kommer til byggeri”.
Asger Enggaard, A. Engaard A/S
Byggeriet har en tidsplan på 1,5 år, og går alt vel vil indflytning kunne ske i de første måneder af 2022. Allerede forud for første spadestik, er der stor interesse for de flotte lejligheder.