11. juni 2021 12:00

Rejsegilde på Kongebrohuset

Alle gode gange tre

Kranse på Kongebrohusets top

Kranse på Kongebrohusets top

A. Enggaard A/S

Fredag den 11. juni kunne der endelig inviteres til rejsegilde på Kongebrohuset, efter at det to gange tidligere havde måtte udskydes pga. corona.

Første spadestik til byggeriet blev taget den 22. juni 2020, og her knap et år senere skrider byggeriet frem efter tidsplanen. Rammerne om det luksuriøse lejlighedskompleks står klar med sine 3 til 7 etager, vinduer er monteret, og i stuelejlighederne er man i gang med at montere bl.a. køkkener, skabe og gulve. 

Udenpå huset er man langt med at sætte facademursten op, og i løbet af sommeren monteres de store altaner ud mod Alssund på hver enkelt lejlighed. 

Til rejsegildet blev håndværkerne takket for deres stabile indsats på projektet, som gør at planerne overholdes med færdiggørelse af byggeriet til årsskiftet 2021-2022.

Kongebrohuset er det sjette byggeri i Frank Gehrys masterplan, og symbol på en udvikling, mange andre byer misunder. Sønderborg kan noget særligt. Her er interesse for at investere i byen og bygge boliger af høj kvalitet. Det er huset her et bevis på, og det er med til at vise standarden for Sønderborg.

John Knudsen, Projektchef i Bitten & Mads Clausens Fond

Arkitektonisk holdbart udtryk
Planerne for Kongebrohuset stammer tilbage fra 2014, hvor CF Møller Architects tegnede deres forslag til en beboelsesejendom på placeringen mellem Alsik og Videnshuset. Udtrykket og ideen bag designet var så stærkt, at det stadig holdt 6 år senere, da Bitten & Mads Clausens Fond sammen med A. Enggaard begyndte at se på en realisering af byggeriet.

De 28 lejligheder i Kongebrohuset er da også alle solgt, og dertil på rekordtid. Køberne var inviteret med til rejsegildet, og blev i talerne drillet med at salgsprisen måske havde været for lav. Med den enestående beliggenhed er lejlighederne solgt til mellem ca. 3 og 11 millioner kroner. Lejlighederne har størrelser mellem 85 og 220 kvadratmeter, og har alle egen altan. De øverste lejligheder har dertil en tagterrasse med spa, væksthus og udekøkken.

Talerne ved rejsegildet blev rundet af med at Palle Priska, Afdelingschef i A. Enggaard A/S, traditionen tro smadrede et et glas med ordene: "Lad huset få lige så mange leveår, som der kommer glasskår".